Zen træningens 10 oksehyrdebilleder

Tim Pallis

De 10 Oksehyrde Billeder, på japansk Jūgyūzu, er en Zen klassiker, som oprindeligt blev tegnet af en kinesisk Zen munk i Sung dynastiet ved navn Kuo-an Chi-yuan (jap. Kakuan Shion d. ca. 1234), som tilføjede et lille vers til hvert af de 10 billeder. Hans barnebarn og elev Jion skrev en indledning til billederne og et forord til hvert vers. Senere tilføjede den japanske munk fra Zen templet Tōfuku-ji i Kyoto Shōtetsu Shoki endnu et lille digt til hvert billede.

Mange Zen mestre har gennem tiden skrevet deres kommentarer til oksehyrdebillederne. Disse kommentarer har ikke været tænkt som akademiske forelæsninger, men som teisho for munkene i klostret, dvs. som et levende udtryk for dharmaen og som vejledning for munkenes Zen træning.

Hver dag i klostrets intensive meditations uge kaldet o’sesshin, giver mesteren en sådan teisho, som de færreste forstår. Dharmaen er evigt levende, og læsningen af oksehyrdebillederne har stor betydning for enhver, som enten er i Zen træning eller blot vil vide noget om, hvad det hele går ud på.

Oksehyrdebillederne er umådelig instruktive for de, der har en seriøs interesse for Rinzai Zens vej. Det er en let tilgængelig trin for trin håndbog på Zen træningens lange vej fra den første søgen til den endeløse og sporløse forbliven på vejen. Den, der praktiserer Zen, lever for at realisere kenshō, som betyder at se sin egentlige natur. Dette er det samme som Buddhas opvågnen.

Selv om alting forandrer sig her i livet, er der noget, som aldrig forandrer sig. Hvad er det? De 10 oksehyrdebilleder er læren om, at alle levende væsner er buddhanaturen. Buddhanaturen bliver i teksten sammenlignet med en okse, som var et kært og nyttigt dyr i det gamle Kina.

Zen træningens forskellige stadier af virkeliggørelse af buddhanaturen beskrives som en arbejdsproces for en oksehyrde, der sætter ud for at finde oksen, fange den, tæmme den, bringe den hjem og glemme den og sig selv ved at blive ét med den og til sidst vende tilbage til livets markedsplads.

1. Søgen efter Oksen

Det at søge efter oksen hedder på japansk hotsu bodaishin, hvilket vil sige at vække ønsket om oplysning. Det japanske ord bodaishin er en oversættelse af sanskrit ordet bodhichitta, som betyder tanken om en opvågnen. Det er i ønsket om en vækkelse, dvs. at man gennem sin zen træning bekræfter buddhismens 4 løfter, som siger:

Levende væsner er ikke afgrænselige

Lover at befri dem.

Mentale og emotionelle hindringer er ikke svækkede

Lover at afvise dem.

Dørene til dharmaen kan ikke tælles

Lover at kende dem.

Buddhas vej er uforlignelig

Lover at gennemføre den.

Det følgende er en fortolkning af de 4 løfter i Gerundiv:

Levende væsner er ikke afgrænselige

De bør befris

Mentale og emotionelle hindringer er ikke svækkede

De bør afvises

Dørene til dharmaen kan ikke tælles

De bør kendes

Buddhas vej er uforlignelig

Den bør gennemføres

Det drejer sig i virkeligheden om at love ikke at opgive undervejs, indtil man har realiseret buddhanaturen. Det er vigtigt på forhånd at forstå, at det ikke er kenshō eller satori, som medfører befrielsen, men bekræftelsen af ens løfter, som medfører befrielsen dvs. ønsket om vækkelsen.

Derfor siges det ofte i de buddhistiske tekster, at dette ønske om opvågnen allerede er ensbetydende med realiseringen af alle tings egentlige natur.

Det siges også, at indtil nu har oksen i virkeligheden aldrig været forsvundet. Da den er vor egentlige natur, er den blot midlertidig ude af syne som solen dækket af en sky. Det er som at lede efter de briller, som sidder på næsen.

Vi er alle denne buddhanatur, men er blevet så optaget af, hvad sanserne, tankerne og følelserne fortæller os, at vi ikke kan få øje på oksen. Vi er faret vild, fordi vejen deler sig i mange veje, hvor vi adskiller, sammenligner og skelner forkert. Det kalder man for bevidsthedens adskillende tendens. Men nu er vi pludselig blevet opmærksomme på at søge oksen hinsides den tvedelende verden vi lever i.

Mesterens klokke, kanshō klokken, lyder fra sanzen rummet! Jeg går der ind, og i dag siger jeg: ”Jeg ved det ikke!” på spørgsmålet om, hvad der er min egentlige natur. Vi har måske fået Jōshūs mu, eller "hvad er lyden af én hånd?" eller "hvad er mit oprindelige ansigt, før jeg blev født?" Vi knytter mu til åndedrættet og gentager igen og igen mu...mu...mu. Hvad ér det? Hvornår vil jeg vågne op og se buddhanaturen?

Denne formørkede tilstand skal vi alle igennem på vor vej. Alle oplever en tid, hvor man siger til sig selv: ”Det her kan jeg ikke, det er umuligt for mig!” Men som en zen mester engang sagde: "Et mennesket med et stort talent, modnes langsomt." Løsningen ligger i at blive ved: "Mu...mu...mu..." dag og nat uden afbrydelse. Det står i Mumonkan på side 1.

2. Sporene ses

Man siger, at zen er en særlig formidling uden for skrifterne, en speciel indsigt, som ikke har noget at gøre med ord og begreber. Men vi må ikke glemme, at det netop er fordi der er en lære, som er udtrykt i ord og nedskrevet i bøger, at der også er formidlet noget udenfor skrifterne.

Det er en misforståelse at tro, at man kun behøver at praktisere zazen for at holde de fire løfter. Alle de gamle mestre studerede teksterne, men de kunne selvfølgelig ikke komme til nogen afklaring alene ved teksternes hjælp. En fugl har to vinger: Dharmaen i ord og praksis.

Hvis man kun praktiserer zazen, uden at studere hvad buddhisme er, bliver man nemt høj i hatten, fordi man måske har passeret et par kōan. Hvis man oven i købet har haft satori og fået tilladelse til at føre dharmaen videre uden at kende til buddhismens lære i teksterne, kaldes man en Zen djævel.

Ved hjælp af skrifterne får man forståelse og finder sporene af oksen. Det er ved hjælp af det, de gamle mestre sagde og skrev, at vi kan se oksens spor. Det gælder om ikke selv at efterlade sig spor i form af personlige psykologiske evalueringer, men at kunne se de spor, som kenderne af oksen har lagt.

Alt i denne verden er ens "virkelige krop". Når man forstår dette, er man ikke længere adskilt fra noget, da man er identisk med dette levende univers i al dets uendelige mangfoldighed. Men denne forståelse, som man måske har begrebsliggjort fra bøgernes verden er ikke kenshō dvs. det at se sin egentlige natur. Det er ikke at se oksen og betyder blot, at man har set sporene af oksen.

Gennem lang tids praksis kender man nu mu samadhi, men det er stadig kun et spor. Den sande indsigt er noget helt andet. Selv om alting er blevet mu, fordi man er i mu samadhi, har man endnu ikke set oksen. Det er først med vækkelsens kvantespring, at man kan skelne mellem sort og hvidt, nat og dag, stop og start og falsk og sandt.

Alt i naturen, og alt hvad der sker i naturen, er buddha, dharma og sangha. Alt hvad vi ser og hører, og alt hvad der er, er en manifestation af den universelle bevidsthed. Der er intet, som ikke er et spor af oksen.

Selvom der er mange spor af oksen overalt, har vi endnu ikke set den, fordi vi er faret vild i naturens ukrudt, i begrebsliggørelsens og intellektualiseringens ukrudt. Men det positive er, at når man har set de mange spor, er der ikke mange steder oksen kan skjule sig længere.

Ved enfoldigt at gentage mu...mu...mu...og knytte mu til sit åndedræt, er man kommet til det punkt i sin praksis, hvor mu ikke længere er adskilt fra én selv. Nu mærker man, at mu tilhører én selv. Mu er altså blevet et spor af oksen, som man kan følge for at opdage sin buddhanatur.

På en eller anden måde mærker man, at mu er blevet installeret i én. Selvom man stadig går til sanzen med dette mu...mu...mu...og er ved at blive led ved gentagelserne, må man ikke opgive. Det er en prøve på udholdenhed, en tålmodighedsprøve, som kun en stor énsporet tosse kan gennemføre.

3. Oksen ses

Det siges at Kannon bodhisattva er særlig følsom overfor denne verdens lyde, men det er ikke kun, hvad ørene opfatter, også det øjnene, næsen, tungen, kroppen og sindet opfatter, som er Kannon bodhisattva. Kenshō erfares gennem én af sanserne, satori foranlediges af en sansepåvirkning, det være sig en lyd, et syn, en lugt, en smag, en berøring eller en tanke.

Uden at der er noget friskt og nyt, som bevæger bevidstheden, kan man ikke opdage kilden til sanseerfaringen. Buddhanaturen er en aktivitet. I øjnene er det synet, i ørene er det hørelsen, i næsen er det lugten, i munden er det smagen, i kroppen er det berøringen og i sindet er det tanken. Buddhismen har 6 sanser.

Den koncentrerede energi, som man har oparbejdet gennem mu samadhi i zazen, svækkes til daglig af omverdens lyde eller den spredes ved synet af den ydre verden. Derfor bliver vor opfattelse af os selv til en ydre eller indre objektivering. Vi bliver til en ydre kropslig form med indre mentale kvaliteter.

Mennesket er dog ikke kun begrænset af sin kropslige overflade og sin tankeverden, men er spredt ud i hele universet. Er lyden mig? Eller er jeg lyden? Lyden og jeg er én! Lyden og jeg siger gong! Når subjekt og objekt er én, kommer oksen gående, og nu ser vi, at buddhanaturen viser sig i det daglige, fordi den er aktiv sansning.

Den rene bevidsthed har ingen form, den kan ikke opfattes af de 6 sanser, ligesom saltet i vandet eller limen i farven ikke kan ses af synet. Men i alle vore aktiviteter er den tilstede. Det at se, høre, lugte, smage, føle og tænke er buddhanaturen. Det at opfatte denne verden og det at tænke sig til en mulig anden verden er det ikke buddhanaturens aktivitet? Selve sansningen er oksen.

Når dagdrømme og fantasier og intellektuel evaluering ikke længere har prioritet vil lyden af en klokke eller en mokugyo kalde oksen frem. Men også lyden af en bil eller et tog er oksens muuu... Der finder man buddha! Kenshō er en genvindelse af en ikke adskillende eller universel bevidsthed, efter at man har været absorberet i mu samadhi. Bevidsthedens refleksive aktivitet vågner og ser den universelle bevidsthed, hvor subjekt og objekt ikke adskilles. Sådan ses oksen!

4. Oksen fanges

Men at se oksen er ikke nok. Man må holde den i et stramt reb, tæmme den og få den til at følge med hjem. Det er ikke kun fra den dag, vi blev født, men fra før begyndelsen af universet lige til enden af den endeløse fremtid, at oksen har gemt sig i bjergene.

Man må være klar over, at oksen ikke sådan bliver hos én, blot fordi man har set den en enkelt gang. Den søger det friske græs væk fra ens sti. Den universelle bevidsthed, som oksen symboliserer er så enorm, fin og subtil, at man ikke har en kinamands chance for at begribe den i hele sit omfang. Der er ingen måde, hvorpå man kan holde den fast eller holde trit med den.

Et sind fuld af tanker kan ikke fatte oksens kyogai eller bevidsthed, som kaldes vort oprindelige ansigt. Man må ikke tro, at man kan fodre oksen med det visne og sure græs man har, fuld af ønsker, tilknytninger, lidenskaber og vildfarelser. Den fundamentale helheds okse stikker af blot ved lugten af dem. Oksen elsker det ikke forurenede græs. Hvis bare der er en tanke af forurening, vil den ikke røre det.

Selv om zen er dette daglige aktuelle liv, vil oksen ikke kendes ved det, hvis ens liv er forurenet af ønsker, tilknytninger, lidenskaber og vildfarelser. Den går straks tilbage i bjergene. Den eneste måde at indfange og fastholde oksen på er det, man kalder ”efter satori træning”, hvor man enten praktiserer kōan træning, nembutsu samadhi, mu samadhi eller blot en vedvarende opmærksomhed på sit åndedræt.

Vi har en tendens til at misforstå udtryk som, "lidenskaberne er i sig selv oplysning", idet vi tror, at hvis man bare er opmærksom på sine følelser, er den hellige gral vel forvaret. Det er alligevel zen alt sammen. Men sådan er det ikke. Dette udtryk er kun sandt, når man har afsluttet zen træningens lange rejse.

Man må kommer til det punkt, hvor man har udtømt alle sine intellektuelle refleksioner og ikke har mere at spekulere over og ikke har mere at sige. Man er da et ”stort mæ-lam”, hvor enhver tanke er ophørt. Det er kun, når man kommer til dette sted, at man kan fastholde oksen i sit reb. Man kommer ikke i paradis, før man bliver som et lille barn igen, sagde Jesus.

I zazen oplever man tilstande, som er fri af alle mentale vildfarelser og fri af alle fysiske fornemmelser. Det føles så godt! Det må være dét! Men så snart der er kinhin, gående meditation, kommer det hele tilbage igen. Oksen forsvinder da atter ind i vildnisset. På de sidste dage i en sesshin letter man fra denne jord, men man kommer hurtigt tilbage igen.

Selv om man har lyksalige timer i zazen, gælder det om at praktisere enfoldigt og uophørligt uden en tanke om at opnå noget derved, eller hvor ensformigt og intetsigende det er. Kun dette mu...mu...mu... uden at ænse noget som helst.

Der kan komme et tidspunkt, hvor alt er skåret bort, alting væk, sjæl og legeme afgået. Men vi kommer altid tilbage, når bevidstheden genvindes. Det sker igen og igen, og man falder tilbage igen og igen. Selv den tanke, at man bliver nødt til at fastholde oksen i sit reb, er en lænke som binder os til samsara.

Det er nødvendigt at være helhjertet i sin praksis. Når man én gang har set den fundamentale helheds okse, bliver man i årevis plaget af den kval ikke at kunne opretholde denne tilstand i det daglige liv.

At tæmme oksen er ingen let sag. Selv om man har fanget oksen, er det ingen nem opgave at tøjle den vilde fangst. Og selv om man efter mange års zazen alligevel ikke erfarer satori er dette ikke det primære.

Det vigtige er, at man overhovedet er kommet i kontakt med dharmaen. At realisere eller ikke realisere dharmaen vil løse sig af sig selv, for ingen kan vide når eller hvor, man bliver velsignet med en sådan erfaring. "Ved en lyd får du adgang", siges det. Det betyder, at man ikke kan slappe af et eneste øjeblik. Man må arbejde flittigt på det dag og nat uden afbrydelse i kontinuerlig samadhi.

5. Oksen tæmmes

Selv om man har fanget oksen, vil den ikke følge med. Derfor må man træne den og tæmme den. Dette er efter satori praksis. Kenshō er selvfølgelig et vigtigt mål, men uden at følge op på træningen, er kenshō ikke noget i sig selv.

Træningen fortsætter resten af livet. At fare vild i samsara vil sige, at der opstår den ene tanke efter den anden i bevidstheden, alle mulige fantasier og forestillinger opstår, og de er ikke til at stoppe.

Verden er ikke i sig selv sand/virkelig eller falsk/uvirkelig. Det afhænger af om bevidstheden er sand eller falsk. Den autentiske bevidsthed ser en autentisk virkelighed, den illusoriske bevidsthed ser en illusorisk virkelighed.

Den, der vil leve i en sandfærdig verden, må gøre sig fri af de tanker han overlejrer virkeligheden med. Menneskets sande tilstand er uden mange forestillinger, en bevidsthed uden fantasifulde tanker. Det er en spejllignende tilstand uberørt af tankernes spejlbilleder. I bund og grund er der ikke en eneste ting.

Når man har fanget oksen, bliver man derfor nødt til i sin zazen at fastholde den i sit reb uden at miste opmærksomheden på den rene opmærksomhed. Øjeblik efter øjeblik må der kun være denne rene bevidsthed uden bevidsthedsindhold.

At vedligeholde denne bevidsthed kontinuerligt er at tæmme oksen. Hvis man blot en enkelt gang lader en tanke opstå, vil denne tanke få andre til at opstå. Hvis opmærksomheden flakker bare lidt, vil oksen straks stikke af.

Vær derfor på vagt, og tillad ingen slækkelse af rebet. Dette reb er vor kōan samadhi, som lidt efter lidt vil få oksen til at blive tam og medgørlig, så den slet ikke har lyst til at løbe sin vej. Både når man sidder, står og går vil oksen nu følge én som en veltrænet hund.

Der kommer et tidspunkt, hvor man har glemt alt om kōan, og blot befinder sig i en blank tilstand uden at tænke på noget som helst. Nu lader man blot de tanker, som allerede er opstået passere revue, for de forsvinder igen på samme måde, som de er opstået. De tanker, som endnu ikke er opstået, er det helt absurd at tænke, at de ikke må opstå.

6. Oksen rides hjem

Oksen er blevet tam, den tilhører nu én og kan rides hjem. Shakyamuni buddha tog op i bjergene for at praktisere og blev vågen. Derefter steg han ned fra bjergene for af hjælpe andre mennesker på vej til dharmaen. Efter kenshō må man vende tilbage til denne ufuldkomne og ubestandige verden og se dens egentlige virkelighed.

At være midt i dagliglivets uophørlige malstrøm er i virkeligheden at befinde sig i det "rene land" eller nirvana. I zazen er "bjerge ikke bjerge og floder ikke floder", men dette er ikke nok. Man må tilbage til den sunde fornufts verden, hvor "bjerge igen er bjerge og floder er floder".

I zen træningen bruger man år til at lære at fastholde det sted, hvor tankerne ikke længere opstår. Og tankerne bliver frustrerende nok ved med at manifestere sig. Alt, hvad man gør, synes nyttesløst.

Mange forskellige følelser opstår og efterfølges af ønsket om opvågning og afklaring, som igen afløses af tanker som rigtigt og forkert, godt eller dårligt, og om dette er smukt, eller dette er grimt. Der er ingen ende på det.

Men lidt efter lidt, som træningen skrider frem, vil alle disse tanker falme og liste af, både ens tankemæssige preferencer og ønsket om opvågning vil dø hen, samsara og nirvana vil visne, hyrden og oksen vil svinde bort og selv kōan og zazen fordufte.

Når den indre mentale stræben er sunket til bunds rider den tanketomme hyrde den tanketomme okse hjem. Hele verden er hans egen udelelige virkelighed og hjem. Liggende på ryggen af oksen overlades alt til den i tryghed, mens man ser op i den skyfri himmel. Man er nået en ubekymret tilstand og er endelig blevet let om hjertet. Der er ingen grund til at nå videre, ingen grund til at søge eller stræbe efter noget mere.

På dette stadie ser man ikke tilbage, kan ikke kaldes tilbage af nogen eller noget som helst. Ens svar på verden er: ”Er det virkelig rigtigt?” Man bliver hverken tilbageholdt af skelnen eller lighed og ænser hverken illusionernes verden eller satoris verden.

Det er den store frihed, hvor man ikke bliver indfanget af noget. Man er vendt tilbage til sin oprindelige bevidsthed og kan begynde på en frisk. Med den tanketomme bevidsthed møder man alt og alle umiddelbart, som er det for første gang. Bevidstheden er vidstrakt og åben, og sindet er i ligevægt, hvad der så end sker. Man er alene, men ikke ensom og hjertet er fuld af munterhed og frimodighed.

7. Oksen glemt, "selv" står tilbage

Tidligere drejede alt sig om satori, og det er i sandhed også væsentligt, men at hæfte sig ved det er en slags sygdom. Kenshō eller satori stimulerer ønsket om at hjælpe alle levende væsner. Det kan hænde, at man får tanker som: ”Jeg har opnået kenshō og har fuldendt min zen træning, nu kan jeg gøre hvad jeg vil.”

Det er et spirituelt ego trip, hvor man bliver indbildsk, bundet af satori og mister sin frihed igen. Det må derfor være tid at glemme alt om satori. I Hjerte Sutraen hedder det: "Ingen erkendelse og intet at opnå." Der hvor der ingen opnåelse af satori er, der er satori. Dette er ”oksen glemt” og det betyder at glemme den okse, som man stræbte så meget efter.

Der er ingen dualisme i dharmaen, den er udelelig én. Der er heller ingen adskillelse mellem den, der fangede oksen, og oksen selv. Der er altså ingen tvedeling mellem den, der vågner op til dharmaen, og selve dharmaen. Satori kan kun være det sted, hvor én selv og dharmaen er én, hvor person og okse er én.

Oksen er således kun et symbol eller en måde at tale om buddhanaturen på. Når man er vågnet op og har erkendt sin egen og alle tings buddhanatur, behøver man ikke længere oksen, som blot er et heuristisk princip. Oksen er som en fiskeruse og fisken som buddhanaturen. Når fisken er fanget, er der ikke brug for rusen.

Man har sammenlignet buddhanaturen med guldet, som er skjult i minen og som, når det udvindes af minen, til evig tid bevarer sin skinnende natur. Buddhanaturen sammenlignes også med månen, som til evig tid skinner, men undertiden er skjult af skyer eller jordens skygge. Buddhanaturen gennemtrænger hele universet og er selve tiden og rummet, altid lysende klar og vågen.

Dette er intet andet end "Oksen glemt, selv står tilbage" Når oksen er reddet hjem, kan vi glemme den, og det betyder også, at buddhanaturen er blevet overflødig. Sohaku Kobori sagde: "For den der ikke kender buddhanaturen er der en buddha, men for den der kender buddhanaturen er der ingen buddha."

Der er intet at søge, og det eneste, der er at gøre, er at spise, når man er sulten, og sove, når man er søvnig. Hvad er da formålet med livet? Hvis man stadig tror, at der er en mening med livet, har man ikke nået til det spirituelle livs endestation. Når man dertil, lever man livet legende let og afslappet.

At eje noget er fint, ikke at eje noget er fint, at leve er fint, at dø er fint, at være glad er fint, at være ked af det er fint, hvis det regner er det fint, hvis solen skinner er det fint. Hver dag er en god dag!

Selv de store kōan samlinger, som var så vigtige tidligere, betragtes nu som lidt kedelige, og også inka shōmei, som var det mest ambitiøse i verden at opnå, er blevet irrelevant. Når man virkelig lever i den universelle bevidsthed, bliver alle disse ting unødvendige.

8. Både "selv" og oksen glemt

Dette billede viser en tom cirkel, hvor der hverken er satori eller oplysning, ingen dharma at vågne op til eller et "selv", der vågner. Her er buddha-naturen helt og aldeles åbenbaret. Det er kulminationen af praksis, fuldendelsen på zen træningen.

Det er satoris fuldstændige sådanhed, den perfekte cirkel uden centrum og periferi. Det er den udstrakte tomhed, som Bodhidharma talte om. Man er nu et fuldkomment blankpoleret spejl eller som den frosne måne, der skinner med sit kolde klare lys.

Her er der ikke engang en duft af satori tilbage. Man ser ikke hen mod det sted, hvor buddha er og heller ikke der, hvor buddha ikke er. Alt hvad der lugter af buddhisme er uinteressant, men alt, hvad der ikke lugter af buddhisme, er værre.

Hvad skal man da stille op? Være hel og rund, det er bedst ikke at tænke for meget. Man behøver ikke at føle sig forpligtet til at forstå og vide alt, hvad der foregår. I virkeligheden sker der ingenting. Denne bevidsthedstilstand er ens oprindelige tilstand, hvor både selv og oksen er væk. Hverken Kannon eller Sakyamuni kender noget til den.

Det er ikke nemt at opnå denne bevidsthedstilstand, og selv om man skulle opnå den, vil ingen nogensinde finde ud af, at man er der. Den person, som vågnede op til erkendelsen af dharmaen og også selve dharmaen, er blevet til tomhed. Alt er fejet væk, og der er ikke et støvfnug tilbage.

Der er ingen måde at kommunikere dette på til nogen, for det er alt for omfattende for ord. Det er en krystalklar og ren bevidsthedstilstand, som transcenderer tid og rum, men samtidig er immanent i tid og rum. Bodhidharma kaldte den "uhyre udstrakt, intet helligt", og zen skolens 6. patriark Eno sagde: "I bund og grund er der ikke en eneste ting."

Det er den cirkel vi aldrig kan komme ud af og altid har været, men som det alligevel kun er muligt at opdage, hvis man går ind i mu samadhi og dør, før man dør. Man må så at sige opgive selv-bevidstheden for at se hvad man er, og hvor man er.

Den tomme cirkel uden centrum og omkreds er ens oprindelige identitet, hvor der ikke længere er en person eller et "selv" tilbage, ikke engang mu må blive tilbage.

9. Vend tilbage til udspringet

Zen beskæftiger sig med spørgsmål som: ”Hvad er universets fundamentale natur?” Og dens svar er: ”Både selv og oksen glemt.” Her er der ingen adskillelse mellem en selv og verden og derfor ingen intellektuelle problemer vedrørende universets fundamentale natur. Det, der er fundamentalt, er det sted, hvor bevidstheden som sådan opløses i verden, det sted hvor en selv og verden er blevet én.

Vi må forstå det således, at dette: Der er ikke en eneste ting, netop er et uudtømmeligt lager for alle ting. Bevidstheden væsen er tømt for alle ting, men identisk med og ikke adskilt fra dette univers, som indeholder alle ting. Bevidsthedsrummet er ikke adskilt fra bevidsthedsindholdet. Dette er, hvad man erkender i satori.

Zen er ingen filosofisk idealisme, som siger at universet er bevidstheden, at det materielle univers er skabt af bevidstheden. Det er noget vrøvl, som visse filosoffer har påduttet Yogachara traditionen i buddhismen, som er Mahayana buddhismens religionspsykologi.

Zen er heller ikke en videnskabelig objektivisme, som siger, at universet kun består af elementarpartikler, bølger og energier af forskellig art. Det er ikke tilstrækkeligt kun at opfatte universet materielt. Zen er heller ikke en religion i traditionel forstand, hvor universet er blevet skabt af Gud.

Zens standpunkt er derimod en eksistentiel situationstotalitet, hvor den rene bevidsthed uden tanker er fuldstændig identisk med universet og alle dens uorganiske og organiske processer. Dette er at vende tilbage til udspringet.

Den 6. patriark sagde: "Grundlæggende er der ikke en eneste ting, så hvor kan støvet samle sig." Her er det sted, hvor iagttageren af en blomst og blomsten er smeltet sammen til én.

Hvis man ser blomsten og siger: ”Den er smuk,” samler der sig støv. Hvis man tænker: ”Der er den,” samler der sig støv. Hvis man tænker: ”Nogen plantede denne blomst,” samler der sig støv. Blomsten, kun blomsten, hvor der hverken er iagttager eller det iagttagne, den tanketomme blomst, det er det sted, hvor der ikke samler sig støv.

Med en bevidsthed som et tomt spejl, uden det evaluerende og diskriminerende intellekt, ser man nu den evigt foranderlige verden passerer forbi, netop som den er. Man afspejler virkelighedens tilsynekomst på samme måde som et spejl afspejler forskellige genstande.

Denne verden, netop som den er, uden forbedringer eller tilføjelser, er buddhanaturen. Denne verden med fødsel, sygdom, alderdom og død er den sande virkelighed.

At vende tilbage til udspringet er derfor at se verden som den er. Den verden man opfatter efter satori er den samme verden som før satori, det er den verden vi lever i, men nu kan vi se, at den også er det rene lotus land.

Man er den samme efter satori som før satori, men nu ved man, at denne krop også er buddhas krop. At vende tilbage til udspringet er den modsatte side af den tomme cirkel.

Man kan således betragte den tomme cirkel som bagsiden og ”tilbage til udspringet” som forsiden, hvor blomsterne har farver, mosset er grønt og vandet flyder i åen. De er som for og bag, og alligevel er de én.

I den tomme cirkel har man lukket sansernes vinduer, og bevidstheden er som et tomt spejl i mørke. Når man vender tilbage til udspringet og åbner vinduerne, opdager man, at den sande virkelighed er det sted, hvor det indre og ydre er ét i den naturlige verden. Et lille digt siger det bedst:

Vand i sig selv har ingen lyd

Løber det på en sten

Klukker det.

10. På markedspladsen med åbne arme

Her er Hotei Oshō eller Pu-tai eller Mi-lo-fo, den leende buddha, på besøg på markedspladsen. Ifølge legenden var Hotei fra Ming-chou i Feng-hua provinsen i Kina og levede i 900-tallet. Han er vist nok en historisk person, enten zen mester eller blot en excentrisk og uhøjtidelig munk med et smil på læben og nogle vise ord.

Han var ligeglad med sit udseende og havde en særpræget fremtoning: Lav, rynket pande, skallet isse, lange hængende øre og en mægtig bar vom. Hans klæder var gamle og slidte, med sig havde han en stråmåtte til at ligge på, når han tog sig en lur, og en stav at støtte sig til, og over skulderen bar han på en stor sæk, hvori han opbevarede sine få ejendele, og de ting han fik forærende.

Børnene i landsbyen flokkedes omkring ham og ville se, hvad han gemte på. Han pakkede alt i sækken ud og puttede det tilbage igen. Når folk mødte ham vidste de, hvordan vejret ville blive. Når han havde våde sandaler på og ledte efter tag over hovedet blev det regnvejr, og når han tog sig en lur på sin måtte på en bro ved markedspladsen med hovedet på knæene, blev det godt vejr.

Engang spurgte en munk, hvad det var for en sæk han bar på. Hotei svarede lakonisk ved at sætte sækken på jorden. Så spurgte munken, hvad dét betød, hvorpå han slængte sækken over skulderen og gik. En anden spurgte, hvor gammel sækken var, og Hotei sagde: Så gammel som rummet. Han udstrålede munter tilfredshed med livet og var i fred med sig selv og verden.

Senere er Hotei blevet betragtet som en reinkarnation af Maitreya buddha, som i buddhismen er en slags messias, der engang i fremtiden skal frelse alle på jorden. Han er blevet tillagt et lille digt:

Maitreya, den sande Maitreya

Legemliggjort i utallige personer

Fra tid til anden åbenbarer han sig

Men ingen genkender ham

Efter den pludselige opvågnen, som er en genvindelse af en ikke adskillende eller universel bevidsthed, når man har været absorberet i mu samadhi, bliver alt, hvad vi ser og hører, til mu. Bjerge og vandløb bliver mu, vægge og gulve bliver mu, alle ting bliver mu.

Oksehyrden er ikke længere oksehyrde, men har forvandlet sig til Hotei, reinkarnationen af Maitreya buddha, som kan være andre behjælpelig med at finde vejen.

Den bevidsthed som har været med hele turen kendes kun af én selv. Det er som en døvstum, der har haft en drøm. Kun den døvstumme ved derom. Skønt man kender den rene bevidsthed, som er den tomme cirkel uden centrum og periferi, vender man tilbage til udgangspunktet, uden at give indtryk af dét man ved.

Man er blot en tosse, der dæmper lyset og blander sig i folkemængden på markedspladsen. Skønt man har opnået den mest subtile erkendelse og kender alle tings egentlige natur, har man glemt dens betydning og de tidligere mestres spor.

Hotei går omkring uden et formål, for nuværet, er det eneste, der er, og det er det evige liv. Uden at prædike om dharmaen er han munter og smilende, når han er sammen med andre mennesker. Alle, der er sammen med ham, føler, at der er en mening med livet. Det er ligesom blomster, der blomstrer på et udgået træ.

Selv om Hoteis bevidsthed er ét med det store verdensrum, rækker han hænderne ud i samsaras jammerdal og til de sultne dæmoners verden for at give dem en håndsrækning.